søndag den 31. juli 2016

En hel weekend

På vej mod hotellet, som Svenskeren allerede var checket ind på, begyndte sommerfuglene at baske så voldsomt i min mave, at jeg fik kvalme. En hel weekend - hvad havde jeg dog rodet mig ud i? Ville det blive ligeså akavet som mit besøg hos Roomien? Med bare 100 meter yderligere at tilbageligge blev jeg passet op af en snøvlende kvinde i snusket tøj. På gebrokkent svensk forklarede jeg hende, at jeg ikke havde nogen kontanter på mig. Hun kvitterede med at fortælle en tung historie om heroinmisbrug og et liv på gaden. Jeg åndede lettet op og forsøgte at samle min koncentration om hendes historie fremfor knuden i min mave. I det samme vibrerede mobiltelefonen i min hånd og kvinden insisterede på, at jeg tog opkaldet. Mens hun smilede et tandløst smil til mig, guidede jeg Svenskeren hen til os og ved synet af hans udstrakte arme og store smil, forduftede hun. Sommerfuglene i maven vendte tilbage med fornyet kraft og snublende over ordene fortalte jeg febrilsk om den tandløse kvindes historie. Svenskeren viste mig med ophøjet ro og et overbærende smil op til vores hotelværelse, hvor der ikke var andre muligheder end at sætte sig på sengekanten. Han kyssede mig lidenskabeligt og jeg tog mig selv i at trække mig lidt væk fra ham. Jeg havde glædet mig så meget til dette øjeblik og gang på gang forestillet mig, hvordan vi ville kaste os i armene på hinanden så snart, vi kom ind på værelset. Virkeligheden var helt anderledes og jeg måtte stoppe ham og næsten hviskende fortalte jeg, at jeg var møgnervøs. Han smilede sit overbærende smil og lagde sig ned med armen udstrakt i en invitation til at gøre ham selskab. Det gjorde jeg, og mærkede herefter sommerfuglene forsvinde i takt med, at han strøg mig på ryggen. Efter at have været i nærmest konstant kontakt på Messenger havde jeg været så nervøs for, at vi ikke havde noget at snakke om mere. Åh, hvor blev den nervøsitet gjort til skamme. Da de fleste sommerfugle var borte, mærkede jeg, at de blev erstattet af en kilden. Han mærkede det vist også, i hvert fald gjorde hånden på min ryg efterhånden så store udsving, at min bagdel snart var inden for rækkevidde. Med tøjet af mærkede jeg de sidste sommerfugle forsvinde. Som weekenden skred frem, mærkede jeg nogle andre sommerfugle komme til i min mave. Den slags som fik mig til at kigge drømmene på ham og konstant have lyst til at være i fysisk kontakt med ham.
Det var egentlig meningen, at vi skulle være turister og rent faktisk se noget af byen, men efter morgenmaden på hotellet den efterfølgende dag (og to runder i lagnerne, erhm) endte vi på en solbeskinnet café med hver vores drink og her blev vi siddende i flere timer. Jeg kan ikke længere huske, hvad vi snakkede om, men jeg kan huske, at vi gjorde det nærmest uafbrudt. På et tidspunkt gik vi en tur, som vi afsluttede på hotellet for at tage et bad (og gud ved hvor mange runder i lagnerne, erhm). Efter en middag med lange blikke henover bøfferne overvejede vi at udforske byens natteliv, men vi gav lynhurtigt op og gik i stedet hjem i seng. Og i karbad, hvor vi afprøvede LUSH bathbomben "Sexbomb", som jeg havde købt til formålet og teaset med på instagram (@indsaetselvfancynavn). Alle pengene værd!! Vandet var lyserødt! Og vi fik meget morskab ud af at se kuglen opløses og efterfølgende lege med de "rosenblade" som var inde i den.
Om søndagen prøvede vi ikke engang at komme på sightseeing, men gentog i stedet successen med drinks før tolv på en café. Det er den samme historie, som om lørdagen, men om muligt endnu mere kvalmende: vi snakkede i et væk, lo, kyssede, gik tæt omslynget i solen og smed os sågar i det grønne græs i en park. Sommerfuglene var taget til og jeg opdagede, at jeg skyndte mig at komme tilbage til ham, når jeg var på toilettet og at jeg syntes, at alle borde var helt umenneskelig brede. En mand på gaden opførte sin egen udgave af Ed Sheeran, mens jeg forgæves forsøgte at finde et eller andet ved Svenskeren, som jeg kunne irritere mig over eller have lyst til at ændre på. Idet jeg kiggede op på ham og hans mørkeblå øjne mødte mit blik, sang gadesangeren "darling, I'll be loving you 'til we're 70..." og jeg indså, at jeg ikke kunne finde den mindste ting at irritere mig over. Det var fuldstændig som at være med i den mest urealistisk romantiske film nogensinde.
For et par timer siden skiltes vi, og ja, jeg savner ham. Det er så klichéfyldt og urealistisk. Men jeg har besluttet mig for ikke at tænke for meget over det. Jeg har lige været sammen med en mand en hel weekend uden at irritere mig over en eneste ting ved ham. Uden at kunne få nok af ham. Den følelse vil jeg nyde så længe, den varer.

1 kommentar: