søndag den 21. september 2014

Ekskæresten

Er det tarveligt at blive lidt glad, på den der fryd-måde, når ens ekskæreste bliver single igen?
Jeg mener, også selvom det var en selv der slog op, og det sidste man vil, er at være sammen med manden igen?

Oh well. Omtalte ekskæreste og jeg var sammen i 2 år, hvilket er mit hidtil længste forhold. Og hidtil mest usunde forhold. Det var mens, at jeg var sammen med ham, at jeg fik en depression, som jeg mener, var et resultat af den måde vores forhold var skuret sammen med. Så nu hvor jeg har præsenteret ham, kan jeg jo ligeså godt fortælle hele historien. Måske giver den mening sådan set i forhold til mine mere nylige forhold. Jeg ved det ikke.. Her kommer den - med eller uden pointe:

I virkeligheden skal tiden skrues endnu længere tilbage for, at det giver mening. Helt tilbage til den kæreste jeg havde inden Ekskæresten. Jeg blev venner med Ekskæresten under dette forhold. Vi var mere venner med fordele, end vi var egentlige kærester, men i 1.g anede vi ikke hvad vi ellers skulle kalde det. Anyways, jeg mødte Ekskæresten og han var typen, der sagde sin mening - også om det besynderlige, kærlighedsløse forhold jeg var i. Hurtigt forelskede jeg mig i ham og gik fra min daværende kæreste, som by the way kun var ked af, at det betød slut med sex.
Ekskæresten og jeg indledte forholdet og jeg var gladere og mere forelsket end nogensinde. Tænk at jeg havde hentet sådan en hunk hjem. Men der gik kun en måneds tid, så kom det første tegn. Han havde drukket sig kampstiv en aften og ringede til mig og sagde, at han ville cykle ud for at se mig. I telefonen var han grædende og råbende, men jeg kan faktisk ikke huske, hvad grunden var. Jeg var i panik, for han truede med at cykle ud på motorvejen og lød dybt ulykkelig. Jeg fik min mor til at køre mig hjem til ham den aften, men fandt et mørkt og sovende hus. Dagen efter påstod han, at jeg havde overreageret og at han bare var kørt lige hjem i seng.
Vores forhold fortsatte og jeg var stadig forelsket til op over begge ører. Det betød ikke noget, at han indimellem blev rasende på mig over ting, som jeg ikke helt forstod. En gang var det, at jeg ikke havde snakket nok med hans venner til en fest, en anden gang at jeg havde snakket alt for meget med dem.  Det er lidt svært at beskrive selve skænderierne, men herunder er et på skrift. Det opstod, fordi jeg spurgte ham, om det var ok, at jeg tog til en køretime (jeg var ved at tage kørekort på daværende tidspunkt) og dermed tog tidligere hjem fra vores aftale end planlagt. Så vidt jeg husker, udløste det også et skænderi, da vi var sammen og senere udspillede denne samtale sig så altså:


Ikke min stærke side at redigere og kopiere billeder ind - sorry!

En samtale som ovenstående var hverdag i vores forhold. Jeg fattede ikke en skid af det. Den dag i dag forstår jeg stadig ikke, at han blev så vred over, at jeg spurgte om det var ok med ham. Der er som sagt ikke noget specielt ved det her skænderi (måske lige udover min kommentar om ikke at gide mit liv mere). Det særlige ved alle vores skænderier var, at jeg altid var bange. En enkelt gang havde han slået mig, utallige gange havde han gjort mine til det, ofte bankede han sine hænder ind i væggen eller døren, en gang rev han en pude i stykker og to gange tog han kvælertag på sig selv. Altid råbte han og altid græd jeg. Rigtig tit fortalte han mig, at jeg var en elendig kæreste. Det var på ingen måde sundt for nogen af os. Jeg ville ønske, at den psykolog jeg gik hos, havde set det. Havde set at der bag mine ord om en sød og støttende kæreste, var en der sagde "det er lidt underligt at være kærester med en freak" da jeg fortalte ham, at jeg skulle på antidepressivmedicin. Men hvordan skulle hun kunne det? Jeg var alt for god til at lyve overfor mig selv og for hende på det punkt.
Et år efter at jeg var stoppet til psykologen, slog jeg endelig op med ham. Jeg kan ikke huske, hvad der gjorde udslaget. Jeg var begyndt at indse, at han ikke kunne gøre mig glad, men kun få mig til at føle mig elendigt til mode. Til slut valgte jeg min egen lykke, og frygtede for hans liv.

Han kom dog hurtigt videre, og da han fik en ny kæreste for et lille års tid siden, blev jeg lidt trist og den følelse hang ved mig hver gang, jeg tænkte på dette nye forhold. Jeg havde lyst til at kontakte hans nye kæreste og spørge hende, om hun blev behandlet ligesom mig, eller om det hele bare var noget, som jeg havde bildt mig selv ind. Men nu er jeg glad. Glad på fryd-måden over at endnu et af hans forhold er brast og glad på lettet-måden over, at hun er fri.

Jeg kan ikke komme på nogen pointe her til slut. Jeg vil gerne have jeres inputs om dette forlængst forliste forhold - for engang imellem sidder jeg helt ærligt stadig med følelsen af, at jeg måske bare bildte mig selv det hele ind, og at jeg bare gerne vil være i offerollen og have medlidenhed.


28 kommentarer:

  1. Wow, ved slet ik hvad jeg skal skrive. Er virkelig målløs over at nogen kan snakke(skrive) sådan til andre mennesker og er også lidt målløs over at du har fundet dig i det. Det ville jeg slet ikke kunne. Det virker i hvert fald som noget der var ødelæggende og ville være ødelæggende for en hver. Kan ikke forestille mig at han har behandlet den nye anderledes, medmindre hun var den bestemmende type. Fordi det virker han jo klart som en der er. Vær du glad for du er væk fra ham og få de beskeder slettet og ja, kom videre :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er ret vildt, jeg var slet ikke målløs, da jeg scrollede tilbage i gamle facebook-beskeder for at finde et eksempel til bloggen. Det burde jeg nok være blevet. Det var helt vildt ødelæggende og er det stadigvæk..
      Jeg kan nemlig lige præcis heller ikke forestille mig, at den nye blev behandlet anderledes - det ville ikke ligne ham at finde en pige af den bestemmende-type. Jeg er bare glad for, at hun hurtigere kom væk :)
      Tak for din kommentar!!

      Slet
  2. Jeg må ærligt indrømme, at jeg sidder med en klump i halsen og en mærkelig form for ondt i maven. Det forhold som du beskriver her, rammer fuldstændig plet med et forhold jeg var i, for to år siden. Endda min første "rigtige" kæreste. Den måde du beskriver det på, giver mig flashbacks til noget jeg prøvede at glemme, så længe. Jeg brugte 1,5 år på at være mig selv og gøre lige præcis hvad JEG havde lyst til, uden at skulle spørge om lov eller få "skæld ud" efterfølgende. For et halvt år siden blev jeg træt at gå i byen hele tiden, og drikke mig stiv hver weekend - det var først der jeg havde lyst til overhovedet at tænke på en ny kæreste, på et nyt forhold. Nu har jeg en ny kæreste, og det bedste ved det hele var overraskelsen over, at alle forhold ikke var som det første. Overraskelsen over at det var muligt at have en kæreste, der ikke var en tikkende bombe, der ikke sprang i luften i tide og utide over - for det meste - ingenting. At det ikke var "normalt" at diskutere hver dag.
    Virkelig godt indlæg. Jeg ved jo jeg ikke er den eneste, men at få det bekræftet er en lettelse!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hvor er det sindssygt dejligt for dig, at du kom ud og at du tilmed fandt en kæreste, som er en helt anden type og om behandler dig ordentligt! Gjorde du noget for, at bearbejde det gamle?
      Jeg har ikke rigtigt gjort noget endnu, udover, som du, at være mig selv og have fokus på at gøre, hvad jeg har lyst til. Men jeg har da et eller andet sted en forventning om, at jeg tiltrækker den slags fyre og at den næste således vil være samme type, men at jeg bare hurtigere vil kunne sige fra.
      Tusind tak for din kommentar! Det er nemlig rigtig rart at høre at man ikke er den eneste - og tilmed at du er et helt andet sted nu!

      Slet
  3. Jeg får helt ondt i maven over din måde at svare på. Fordi jeg selv har været der - også med min første rigtige forelskelse. Det er jo fuldstændig fucked up den måde, han taler til dig på. Altså sådan FULDSTÆNDIG. Du skal være så glad for, du er ude af det. Der er ikke noget offerrolle over dig ift. det her. Han er skingrende skør, og det der er decideret psykisk vold. Godt du er sluppet af med ham!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak for lige at banke ind i hovedet på mig, at det ikke er mig, den er gal med! Egentlig ved jeg det jo godt, men man bliver lidt grebet af stemningen i beskederne igen, når man sådan sidder og læser dem igennem.

      Slet
  4. Desuden er det så nemt at sige "det ville jeg ikke have fundet mig i".. Men når man står i det, er det sværere end bare lige.

    SvarSlet
  5. Og når jeg får ondt i maven over din måde at svare på, mener jeg, at du bare skulle have skrevet "Fuck ud af mit liv din nar", selvom jeg udemærket godt ved, at det ikke er så nemt!

    SvarSlet
    Svar
    1. Lige præcis. Det tænker jeg også, at jeg skulle. Men det kan man ikke bare lige, som du ved. Jeg priser mig lykkelig for, at jeg kom ud af det, især inden vi flyttede sammen, hvilket der var snak om :)

      Slet
  6. Shit.. Han lyder som den mest manipulerende psykopat. Hvor er det godt, at du kom ud af det forhold! Hvis en uskyldig køretime kan udløse en så lang, nedladende og ubehagelig overreaktion, så er vi altså allerede langt ude - og at han oven i købet har slået dig, truet dig og kørt dig psykisk ned er helt utilgiveligt. Jeg fatter ikke den slags mænd, og der er tilsyneladende mange af dem. Typerne der starter en diskussion, hvor man til sidst ikke ved, hvad man selv hedder, fordi de manipulerer samtalen fra start til slut. Du skal betragte det som den største gave, at du fandt styrken til at gå fra ham - uden at skulle kaste om mig med diagnoser, så lyder han altså ikke helt sund/rask, og man skal simpelthen unde sig selv at være sammen med mennesker som ser en, respekterer en og giver en energi, fremfor at tage den. Du bildte dig ikke noget ind! Hvis dette skænderi blot er et lille udpluk af en tendens i jeres forhold, så kan jeg godt forstå, at du udviklede en depression sammen med ham, og at du stadig er påvirket af jeres forhold i dag. Det var ham der satte sig selv i en uklædelig offerrolle og gav dig skylden for diverse langt ude ting (jeg mener: en køretime, come on??). Hvor er det sejt, at du er ude/på vej ud på den anden side, og lad os håbe, at manden på et tidspunkt får selvindsigt nok til at søge hjælp.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for din kommentar! Jeg har SÅ tit tænkt noget lignende. Jeg vil heller ikke sætte en diagnose på ham, på trods af at have tænkt tanken mange gange. Jeg er dog ikke et sekund i tvivl om, at hvis han en dag for så meget selvindsigt, at han søger hjælp, så bliver der sat en diagnose på ham. Jeg håber virkelig for ham, hans fremtidige kærester og hans familie og venner, at han på et tidspunkt gør det og kommer i behandling.
      Jeg kunne skrive så meget mere, men et eller andet sted har du allerede skrevet det. Tak for forståelsen!

      Slet
  7. Du bilder ikke dig selv noget ind. Du skal lytte til din krop, dit hjerte og din mavefornemmelse, og hvis DU føler, at den opførsel ikke er i orden, så skal du stole på det. Der er jo en grund til, at du også valgte at gå tilsidst. Jeg har selv været i et lignende forhold (dog på ingen måde så slemt, som det du beskriver), men det var bare ikke sådan et forhold skulle være efter min mening, og derfor gik jeg også tilsidst. Men kender udemærket godt den følelse du sidder med. At dømme ud fra den samtale så vil jeg nu heller ikke mene, at du bilder dig selv noget ind. Hvis sådan en slags samtale var hverdagskost, kan jeg sgu godt forstå, at du havde det elendigt. GODT, at du havde styrken til at gå (for det kan fandme være svært, når følelserne er der!). Du fortjener da noget bedre end det. Find en sød fyr, der behandler dig ordentligt, de findes.

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak! Jeg priser mig også SÅ lykkelig for, at jeg fandt styrke nok til endelig at gå. Der må være noget bedre derude :)

      Slet
  8. Den vrede, der ligger i alle de mange sms'er, har på ingen måde noget med dig at gøre. Han er helt klart meget vred over noget, og han ved måske ikke nødvendigvis hvad det er. Den lille banalitet med køretimen udløser bare nogle følelser i ham, som han så lader gå ud over dig.
    Den måde han taler til dig på er ikke i orden. Det er som en anden også nævner, det man kalder psykisk vold. Jeg har selv været i et forhold, med en der fik mig til at føle mig som et røvhul rigtig tit, uden at jeg dog kunne sætte en finger på, hvad det var jeg havde gjort så forkert, at det berettigede ham til at blive så vred. Det er svært at være i sådan et forhold i særlig lang tid uden at miste selvtillid. Man er jo utrolig afhængig af at kunne stole på den anden i et forhold og hvis den anden ikke lever op til den tillid man viser, så kan det ende med, at man siger 'undskyld' til en person, der lige har kastet lort i hovedet på en.
    Det var godt, at du fik det afsluttet. Det kan du godt klappe dig selv lidt på ryggen over. Jeg tænkte selv flere gange på at gå fra ham, men det endte med at være ham der slog op. Bagefter var jeg selv meget vred og mest på mig selv over at jeg havde fundet mig i det, efterhånden som det gik op for mig at det altså ikke var mig der var et røvhul. Man skal lige bygge sig selv op igen efter sådan en omgang. Og jeg kan godt forstå at det var svært at se ham få en ny kæreste. Det kan være med til at forstærke den følelse af, at det var én selv den var gal med.
    Så jeg forstår godt din lettelse over at det nye forhold er slut. Både for din og hendes skyld. Og som en anden siger så må man håbe at han en dag erkender at han går rundt med en vrede som han bliver nødt til at bearbejde. Men det er heldigvis ikke dit ansvar men hans eget.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh ja, lige præcis. Følelsen af at være et røvhul, af at være den dårligste kæreste, uden overhovedet at forstå hvad det var, som var så dårligt. Rart at nogen deler den følelse, uden at det selvfølgelig var rart for nogen af os. Du forstår, hvad jeg mener!
      Jeg har også været rigtig vred på mig selv, og er det tildels stadigvæk. Selvom det var ham, der slog op i dit tilfælde, synes jeg også godt at du kan klappe dig selv på ryggen! Du havde tankerne, og hvis han ikke var kommet dig i forkøbet, ville du sikkert være gået fra ham.
      Det er helt rigtigt, at det er hans eget ansvar. Men ligesom at jeg havde lyst til at kontakte hende, får jeg også ind imellem lyst til at kontakte ham. Jeg ved jo, at han har det elendigt med sig selv og han får også andre til at få det sådan med dem selv. Jo hurtigere det kunne stoppe, jo bedre. Men det ved jeg jo godt ikke er mit ansvar overhovedet. Han ville heller aldrig lytte, hvis jeg rent faktisk gjorde det :)
      Tillykke til os for at vi kom videre!

      Slet
  9. Det er det værste man kan byde sig selv. Jeg var selv i sådan et forhold i 1,5 år. Alle samtaler endte med skænderier, og det var altid min skyld, og jeg forstod det ikke. Jeg prøvede ligesom dig, at forstå, men det gjorde ham bare mere rasende. Han har tit truet, slået én gang og to gange var tæt på brud. Men fordi det var min første rigtige kæreste, troede jeg, at det hørte med det med skænderierne, og vi blev jo altid gode venner, men det holdt ikke i længden. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har grædt i det forhold, grædt mig i søvn eller gået. Han gik fra mig rimelig pludseligt dagen inden de skriftlige eksaminer , tre dage inden min fødselsdag og mindre end en måned før jeg blev student.. Jeg var dybt ulykkelig, men da han ikke kontaktede mig på min fødselsdag, blev jeg afklaret med, at det duede jo ikke! Han blev ramt af angst og slemme anfald og gav mig skylden for det. Det er ikke fair! Nu er han i et hul, han ryger som aldrig før (han var stoppet i cirka et år af den tid vi var sammen) og jeg fryder mig også! Jeg er fri og det er rart!
    Det jeg ville sige var, at kærlighed gør blind, mest os hunkøn lyder det til!

    SvarSlet
    Svar
    1. Absolut! Meget blind.
      Jeg græd også helt ekstremt meget i det forhold. Tænk, at man ikke selv kan se, at hvis man græder SÅ meget, så er forholdet nok slet ikke sundt for en.
      Godt at du i dag er glad for at din eks gik fra dig! Min endte samme sted, som det du beskriver. For fanden hvor er det godt, at vi ikke er med dem mere.

      Slet
  10. Åh hvor er det dog forfærdeligt at læse. Jeg får så ondt i maven over at noget menneske kan behandle et andet menneske sådan. Jeg håber inderligt, at han har fået noget hjælp, for det har han da virkelig brug for.
    Du må i hvert fald ALDRIG tro, at det har noget som helst med dig og gøre. Og det gør mig ondt at se, at du ikke siger han skal lukke røven - undskyld mit sprog men bliver så forarget. Men det er utroligt som man kan lyve for sig selv og ignorere alle de dårlige tegn. Godt at du kom ud af det!

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for din kommentar. Jeg tror desværre ikke, at han har fået noget hjælp. Men jeg håber, at han får det i fremtiden.
      Forhåbentlig har det rustet mig til, at være bedre til at sige luk røven i fremtiden. Jeg priser mig også lykkelig for, at være kommet ud af det :)

      Slet
  11. Din ex lyder manipulerende og ubegavet. Han er tydeligvis ikke i stand til at formulere sig klart, uden at smide FUCK ind hele tiden og konstant afspore samtalen.
    jeg er enig med en anden ovenfor, han er vred over noget andet, og lader det gå ud over dig, fordi det er meget nemmere, end at kigge lidt indad.
    goodbye og good riddance siger jeg bare.

    SvarSlet
    Svar
    1. Oh, so true. Hvis jeg bare havde læst din kommentar dengang ;) Ej, men thank god at han er long gone nu!

      Slet
  12. Sidder med en helt absurd vrede efter at have læst den samtale, fordi jeg selv har været der. Lyder som om du også har haft intens manipulation inde på livet. Og man kan ikke se det, men finder sig i det, fordi man er forelsket og sikker på, at det nok skal blive bedre. Det gør det aldrig. Og ja, det kan man sagtens få psykiske problemer af. Det gjorde jeg i hvert fald.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg er også ret sikker på, at det var derfor jeg fik en depression. Ingen kan jo holde til, at blive skældt ud og nedgjort i tide og utide uden overhovedet at forstå hvorfor.
      Jeg håber, at du ikke stadig er tynget af de psykiske problemer, som forholdet medførte. Når jeg har fået mor-problemet under kontrol i mig selv, er eks-problemet noget jeg vil tage fat på med psykologen - lige for at få bearbejdet det ordentligt.

      Slet
  13. Åååh ha! Jeg får også en hel knude i maven fordi det netop også minder mig så umådelig meget om mit sidste forhold. Jeg forandrede fuldstændig karakter i det og kæmper stadig med at overbevise mig selv om jeg ikke er den dumme ko som min eks prøvede at overbevise mig om jeg var. Det var også skænderier ud af det blå om absolut ingenting der opstod gang på gang og jeg forstod næsten aldrig, hvorfor han var sur. Han slog mig aldrig, men han var dælme tæt på og har også revet mig lidt rundt på en måde der er så grænseoverskridende, at det ikke skal ske. Du må bare aldrig tro det er din egen skyld eller det er noget du bilder dig ind. Gav han dig den følelse er det også sandt og shame on him. Og som nævnt oven over er han en sand manipulator!! Den der total tossede logik han har (som ingen mening giver btw) minder mig SÅ meget om de der nætter jeg havde med min eks, uden søvn, med tører ned af kinderne og ham der skriger mig ind i hovedet. I dag har jeg aller mest ondt af idioten fordi jeg ved det handler om han er helt sindsygt ulykkelig i sit liv og over sig selv. Men jeg HADER ham fandme også for at slæbe mig igennem det og ændre den glade person jeg var. Det er en evig kamp for mig ikke at ryge hen i de samme mønstre med min nye kæreste, da hans misbrug af min psyke stadig spøger i mit baghovede. Så nu kom jeg da også lige ud med lidt, men dit indlæg satte virkelig gang i de følelser der. :) Jeg forstår godt følelsen du har når de slår op. Man ønsker jo det bedste for den nye pige om end man måske føler en smule svigt over at være den eneste der blev udsat for det, hvis nu han han er en sød kæreste over for hende. Men men men, fokuser på at blive rigtig glad igen. FUCK ham! Ynkelige lille mand!

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan love dig for, at du ikke er en dum ko! Læs lige din kommentar, som hvis var den skrevet af en anden til dig :)
      Din eks kunne ligeså godt have været min, selvom de sikkert aldrig har mødt hinanden.
      Jeg håber virkelig, at du snakker med din nye kæreste om din eks og jeres forhold, så han kan forstå det og støtte dig i ikke at falde tilbage i super-pleaser-dårligt-selvværd.
      Og selvfølgelig skal der være plads til, at du/I også kan komme af med noget! Det er jeg kun helt vildt glad for, at I gider :)

      Slet
  14. Han er jo ikke rask.. Hvor er det vildt! Er ked af på dine vegne, at du skulle rende ind i sådan én..

    SvarSlet
  15. Du bilde dig slet ikke bare noget ind! Han går helt vildt over grænsen, og jeg får helt ondt i maven af at læse hvor meget du bare bukkede under og pleaser ham. Godt du endte med at sige fra og droppe ham, ingen burde blive behandlet som han behandlede dig. Har selv været i et forhold hvor sådanne samtaler var hverdagskost, og jeg ved derfor at når man er i forholdet, kan man slet ikke se HVOR forkert det er.

    SvarSlet