fredag den 11. april 2014

Farvel singleliv

Første gang Mr. Good Guy kom til at kalde mig for sin kæreste, fortrød han med det samme og gemte sig først bag sin dyne og siden bag sin smartphone. Det var egentlig helt ok med mig, det var for tidligt og jeg blev nok ligeså chokeret over ordet som han selv gjorde..

En af de første ting han fortalte mig da jeg kom hjem til ham i går, var at han havde snakket om paleo (palæo?) og glutenintolerance (og derfor også om mig) med en pige fra sin klasse. Det tænkte jeg ikke videre over, før han efter tre timer med ekstraordinært mange komplimenter, bragte historien op igen;
"Jeg kom til at gøre noget fjollet i dag.." begyndte han mens vi lå i mørket og jeg egentlig var mere end lidt tæt på at falde i søvn.
"Hvad?"
"Der da jeg snakkede med hende pigen tidligere, sagde jeg: min kæreste kan heller ikke tåle gluten"
"Det synes jeg ikke var fjollet"
"Det synes jeg faktisk heller ikke.."

Og sådan gik det til at jeg fik mig en kæreste.
Han understregede det ved i dag at sige: "Jeg skal lige vende mig til at du rent faktisk er min kæreste nu" (bare lige hvis nogen skulle være i tvivl)


Ingen kommentarer:

Send en kommentar